MUNKEBO BK TILBAGE I FYNSSERIEN

Fodbold: Herre serie 1 pulje 1, Munkebo BK – Irakiske 4-1 (2-0)

Munkebo BK sikrede sig søndag eftermiddag billetten til næste sæsons fynsserie. Efter 16 år er klubben i gult og blåt tilbage, og at oprykningen skete mod det, fra alle sider undtagen DBU Fyns, uønskede hold fra balladeklubben Irakiske, gjorde ikke jublen mindre. Trods en mindre krise i foråret lykkedes det Munkebo lige akkurat at holde konkurrenterne fra Svendborg et point bag sig. 13 point i de sidste fem kampe gjorde udslaget, og så gjorde det mindre, at Krarup/Espe trak fra på førstepladsen.

Jublen var stor i Munkebo, da kampen var slut. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jublen var stor i Munkebo, da kampen var slut. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Selve kampen blev en noget stille dag på kontoret, hvor bolden til tider blev overladt til Irakiske, som dog kun formåede at tilspille sig et par enkelte chancer. Efter 28 minutter pillede træner Johnny Hansen topscorer Mads Kjærgaard af banen. I stedet for den oplagte afløser Dennis Filipovic blev veteranen Thomas Rasmussen sendt på banen, og den udskiftning skulle tre minutter senere vise sig at være noget af et gyldent skaktræk.

Thomas Rasmussen (gul dukkende sig) scorer til 1-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Thomas Rasmussen (gul dukkende sig) scorer til 1-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Michel Watson trak sig fri på venstrekanten, og hans præcise indlæg blev mødt af netop Thomas Rasmussen, som headede bolden i kassen. Føringen gav Munkebo det løft, som efter 30 magre minutter var nødvendig, og i det følgende kom man til flere muligheder. Mathias Nibe headede et Michel Watson-hjørnespark på stolpen, og på riposten fik Jonas Jakobsen på utroligste vis sit forsøg blokeret til et nyt hjørnespark. Der var dog også brug for Morten Nibe i Munkebos forsvar, da han kort før stregen måtte redde en af målmand Allan Abrahamsens skovture.

Mathias Nibe (gul anfører) har headet på stolpen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mathias Nibe (gul anfører) har headet på stolpen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Tre minutter før pausen faldt målet til 2-0 så. Denne gang tog Frederik Sørensen et hjørnespark. Det udløste klumpspil i det lille felt, og denne gang brugte Mathias Nibe foden til at skovle bolden i mål. Trods den betryggende pauseføring var der dog i pausen hårde og kontante ord fra Johnny Hansen til sine spillere. Spillet havde ikke været godt, og han savnede kreativitet og løbevillighed.

Mathias Nibe jubler efter sit mål til 2-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mathias Nibe jubler efter sit mål til 2-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Træner Johnny Hansen var ikke tilfreds med 1.halvlegs spil. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Træner Johnny Hansen var ikke tilfreds med 1.halvlegs spil. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

2.halvleg blev dog ikke meget bedre for Munkebo, men sejren var aldrig i fare, da det boldbesiddende udehold var yderst harmløst i offensiven. Efter 59 minutter havde den indskiftede Dennis Filipovic en godkendt afslutning, inden Kenneth Aagaard efter 63 minutter så gult efter et dumt frispark. Irakiske udnyttede dog kun overtallet til et enkelt farligt forsøg, da Abrahamsen fik vippet et forsøg fra XXX over overliggeren.

IMG_9437 (Large)

Dennis Filipovic havde flere store målchancer. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Dennis Filipovic havde flere store målchancer. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

I stedet slog hjemmeholdet til efter 68 minutter. Anis Cengic sendte et fladt halvkikset frispark ind i feltet, hvor flere Irakiske spillere snittede bolden, inden den endte sin bane i Irakiskes net. Selvmålet satte gang i en kamp, som ellers så ud til blot at skulle overstås. Tre minutter senere gik kommunikationen mellem Abrahamsen og Mathias Nibe helt skævt, og XXX udnyttede det tomme mål til at reducere. Der skulle dog kun gå yderligere to minutter før det blev 4-1. Thomas Rasmussen og Mads Kjærgaard havde igen skiftet plads, og Kjærgaard var ikke sen til at udnytte manglende Irakisk overblik i forsvaret til at lave sæsonmål nummer 20.

Irakiske scorer selvmål. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Irakiske scorer selvmål. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mads Kjærgaard scorer til 4-1. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mads Kjærgaard (halvt liggende) scorer til 4-1. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jublen var stor efter 4-1-scoringen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jublen var stor efter 4-1-scoringen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Angrebsmakkeren Filipovic havde i slutminutterne to store chancer for at øge sin målkonto, men han var uskarp og sluttede sæsonen med 16 træffere. Kjærgaard kunne også have øget, men spillere, træner samt det imponerende store publikum var ligeglade, og jublen brød løs, da dommeren fløjtede for sidste gang. For anden gang på tre sæsoner var en oprykning i hus.

320 tilskuere fyldte godt på Munkebo Stadion. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
320 tilskuere fyldte godt på Munkebo Stadion. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Efter kampen var flere af Munkebos ledere dog ganske realistiske omkring næste sæson. Alle kæder trænger til lidt ekstra kvalitet, hvis man skal bestå i Fyns bedste række. Det store målmandsproblem har førsteprioritet, men mon ikke oprykningen giver et par nye ansigter i klubben? Med Fjordager og Marienlysts nedrykning fra Fynsserien, Marslevs nedrykning fra serie 1 og klubbens tætte beliggenhed til Odense, skulle der være grobund for tilgang.

Der har været mange positive elementer hos Munkebo i den forgangne sæson. Angrebet har scoret hele 79 mål, forsvaret har for det meste været stensikkert, og på midtbanen er der blevet arbejdet til den store guldmedalje. Det er da også en midtbanespiller som Sportenfyn.dk har kåret til årets spiller. Den lillle terrier Nichlas Christiansen har været konstanten, som kamp efter kamp har siddet i haserne på de irriterede modstandere. Samtidig har han bidraget med fire træffere. Hans makker Armin Begovic var desværre skadet i slutfasen, men med 11 mål og en stor arbejdsindsats, har han bestemt også været afgørende for mange point. (Lars Leerberg Jeppesen)

Nichlas Christiansen har spillet en flot sæson. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Nichlas Christiansen har spillet en flot sæson. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Matchfacts:

31: 1-0 Thomas Rasmussen
42: 2-0 Mathias Nibe
68: 3-0 XXX (selvmål)
71: 3-1 XXX
73: 4-1 Mads Kjærgaard

Bedste Munkebo-spiller: Mathias Nibe

Bedste Irakiske-spiller: XXX

Tilskuertal: 320

Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Michel Watson (gul) viste igen, at han måske er Munkebos bedste fodboldspiller. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Michel Watson (gul) viste igen, at han måske er Munkebos bedste fodboldspiller. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mathias Nibe (gul anfører) viser sit farlige hovedspil. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mathias Nibe (gul anfører) viser sit farlige hovedspil. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

 

 

 

 

 

 

 

ÅRSLEV BK IMPONEREDE MOD LANGESKOV

Fodbold: Herrer fynsserien, Langeskov IF – Årslev BK 1-5 (0-1)

Mange fodboldfans følger i øjeblikket det dårligste og kedeligste EM nogensinde. I modsætning til det parallelt løbende Copa America, hvor spændingen, klassebold og målene nærmest står i kø, viser holdene under EM tydeligt, at Europa er stærkt overrepræsenteret, når der hvert fjerde år afholdes VM. Denne europæiske tristesse kunne publikum fredag aften håbe at få et pusterum fra, da der på Langeskov Stadion blev budt på sidste runde i fynsserien. Modstanderen var nemlig Årslev, som, udover stadig at kunne risikere en mulig ekstraordinær nedrykning, hidtil havde været involveret i ikke mindre end 164 mål i sine 29 kampe. En målscore på 70-94 sagde alt om et hold med kvalitet i offensiven men samtidig med kæmpeproblemer i de bageste rækker. Langeskov havde derimod kun æren at kæmpe for, og med en sejr ville man ende på femtepladsen, hvilket ville betyde klubbens historisk bedste placering i Fyns bedste række.

De tilskuere som havde valgt Kroatien – Tjekkiet i stedet for Langeskov Stadion, havde dog valgt rigtigt i 1.halvleg. Kroatien leverede nok EM`s bedste halvleg, mens det på Langeskov Stadion ganske enkelt blev en trist forestilling uden højdepunkter og endda med heftig regn gennem samtlige 45 minutter. Eneste chance opstod efter 37 minutter, og den udnyttede Årslev effektivt til at bringe sig i front. Et sjældent indlæg blev mødt af Kasper Holmbech, som sikkert nettede til 0-1.

Vejret blev en anelse bedre i 2.halvleg, og de på forhånd forventede mange mål begyndte at falde. Årslev indledte efter 48 minutter med et sandt bombardement af Peter Vestergårds mål, og efter fem skud på lige så mange sekunder endte bolden hos Christian Knold som headede forbi det tomme mål. Kort efter så Årslevs Casper Jørgensen gult, da han fældede Thomas Abildtrup. Den evigt skadede Abildtrup faldt så uheldigt, at han måtte udgå af kampen. Langeskov kunne dog ikke udnytte overtallet. Tværtimod afgjorde Årslev i praksis kampen efter 55 minutter.

Frank Ankersen har sendt kuglen afsted til sin flotte frisparkstræffer. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Frank Ankersen (gul til venstre) har sendt kuglen afsted til sin flotte frisparkstræffer. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Frank Ankersen tog mod til sig, og fra godt 25 meter sendte han et direkte frispark i kassen. Det mål tog den sidste tro fra Langeskov, som dog efter 66 minutter fik en enkelt chance. Magnus Staal Andersen i Årslevmålet havde ikke helt styr på fodboldreglerne, da han først havde kontrol over bolden, derefter lod han den falde for sekundet senere atter at tage den op. Det må man selvfølgelig ikke, og det korrekt dømte indirekte frispark sendte Jesper Spring Nielsen på stolpen. En afslutning som, helt utroligt, var Langeskovs første seriøse forsøg i kampen.

Straks efter tog Årslev dog igen fat, og efterhånden gik hjemmeholdet i opløsning. Efter flere gode forsøg blev det Kasper Holmbech, som gjorde det til 0-3. Martin Skovly snuppede bolden foran en tøvende Emil Paaske, og efter en tur over 60 meter fandt han Holmbech, som sikkert nettede. Kampens sidste seks minutter blev derefter et stort chanceorgie, og hjemmeholdets forsvar var åbenbart gået på sommerferie. Det blev 0-4, da Martin Borup sendte et flot indlæg ind til en fri Christian Knold, og minuttet efter blev det også 0-5. Holmbechs forsøg blev reddet af Peter Vestergård, men Casper Jørgensen fulgte sikkert op.

I dommerens tillægstid fik Langeskov endelig de chancer, man havde savnet i de første 90 minutter. Pirasath Raguslewaran brød igennem, og hans hårde kompetente afslutning voldte Magnus Staal Andersen store problemer. Jon Slot Thrane var over returen, og med et fladt skud fra kanten af feltet reducerede han til 1-5 med sin sæsontræffer nummer fire. Med kampens sidste boldberøring kunne Jesper Spring Nielsen endda have reduceret yderligere, men hans langskud tog stolpen.

Årslev kravlede helt op på ottendepladsen med den overbevisende sejr, og man bekræftede, især i 2.halvleg, sin status som et yderst underholdende fodboldhold. Langeskov slutter sæsonen på sjettepladsen, efter en sæson hvor man i efteråret spillede med om oprykning til Danmarksserien, mens man i foråret til tider spillede som en nedrykningskandidat.

Det har gennem hele sæsonen været tydeligt, at holdet har haft sin force i defensiven, mens offensiven og det kreative til tider har været lidt for tynd. Hele 17 spillere har skrevet sig på scoringstavlen, alligevel sluttede man med beskedne 60 mål, og betegnende nok blev Pirasath Raguslewaran topscorer med kun 12 træffere. Sportenfyn.dk tøver da heller ikke med at vælge en forsvarer som årets spiller. Det bliver Mads Rasmussen, som sæsonen igennem har været en dygtig og konstant midterforsvarer.

Efter i 2.halvleg at have fået stillet målsulten, kan Sportenfyn.dk kun anbefale tilskuerne at gå hjem i tørvejr, glemme alt om EM, og tidligt på natten sætte sig til rette for at nyde kvartfinalebraget Peru – Colombia i Copa America. Vi giver næsten garanti for super underholdning og dramatik. (Lars Leerberg Jeppesen)

Kampfacts:

37: 0-1 Kasper Holmbech
55: 0-2 Frank Ankersen
74: 0-3 Kasper Holmbech
87: 0-4 Christian Knold
89: 0-5 Casper Jørgensen
90: 1-5 Jon Slot Thrane

Bedste Langeskov-spiller: Jon Slot Thrane

Bedste Årslev-spiller: Christian Knold

Tilskuertal: 70

MORUD VANDT HEDESLAG I LANGESKOV

Fodbold: Herrer fynsserien, Langeskov IF – Morud IF 2-3 (1-2)

Dagens fynsseriekamp blev spillet under perfekte betingelser for de skuffende få tilskuere, men til gengæld var varmen en ekstra hård modstander for spillerne. I 1.halvleg så det ud til, at gæsterne var bedst forberedt på betingelserne, mens hjemmeholdet var meget længe om at vise, den kampgejst der kræves i fynsserien.

IMG_8650 (Large)

Langeskovs Nikolaj Thomsen (grøn 8) dribler sig igennem og sender et af sit holds få farlige forsøg i kampens indledning afsted. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Langeskovs Nikolaj Thomsen (grøn 8) dribler sig igennem og sender et af sit holds få farlige forsøg i kampens indledning afsted. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Efter et kvarters Morud-pres var det Thomas Møllegaard, som fik holdets første store chance, men hans skud gik lige ved siden af. Otte minutter senere blev det dog 0-1, da Langeskovs forsvar igen stod og sov lidt. Man mistede bolden i kanten af feltet, og efter lidt ping pong stod Moruds Kristian Kaspersen helt fri en meter fra stregen. Kasper Kristensen forsøgte sig med en desperat redningsaktion, men formåede kun at skubbe bolden det sidste stykke ind over stregen.

I det følgende dominerede gæsterne stadig, og, uden egentlig at give det allersidste, skabte man flere farlige situationer. Det blev 1.halvlegs store oplevelse, Jonas Panduro Skærlund, som øgede føringen. Han tog et raid over en hel banehalvdel afsluttende med at sætte bolden fladt forbi Peter Vestergaard i Langeskov-målet. Kampen så afgjort ud, men i halvlegens slutfase fik Langeskov kæmpet sig lidt tilbage.

Jonas Panduro Skærlund spillede en stor 1.halvleg. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jonas Panduro Skærlund spillede en stor 1.halvleg. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Efter 39 minutter spillede Nikolaj Thomsen og Pelle Hansen sig flot igennem på venstrekanten, og Hansens flade indlæg blev mødt af midterforsvareren Morten Christensen, som fra kort afstand kunne reducere til 1-2. Kort efter var det så Casper L.Mortensen som tvang Moruds keeper Per Hansen ud i en flot redning.

IMG_8656 (Large)

Pelle Hansen sender en flad bold ind til Morten Christensen (grøn 4) som reducerer til 1-2. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Pelle Hansen sender en flad bold ind til Morten Christensen (grøn 4) som reducerer til 1-2. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Per Hansen i Moruds mål redder et skud fra Casper L.Mortensen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Per Hansen i Moruds mål redder et skud fra Casper L.Mortensen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Langeskov fortsatte de gode takter straks efter pausen, og der skulle kun gå 10 minutter, før udligningen var en kendsgerning. Pelle Hansen så ud til at have skiftet idrætsgren, da han viste perfekt slalomstil, og driblede udenom det halve af Moruds mandskab. Sidste træk blev lidt for langt, men Per Hansen fældede alligevel Pelle Hansen. Klokkeklart straffespark, men helt i orden, at målmanden kun så gult. I flere andre situationer burde han dog have set rødt, da han ganske enkelt kommenterede samtlige kendelser, og sproget var bestemt ikke pænt.

Jesper Spring Nielsen scorer på straffespark. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jesper Spring Nielsen scorer på straffespark. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Jesper Spring Nielsen udnyttede straffesparket til 2-2. 2.halvleg var i det hele taget langt mere intensiv end 1.halvleg, og især Langeskov havde fundet fighten frem. Tonen holdene indbyrdes blev ganske rå, men også Langeskov-spillernes interne kommunikation var ikke altid af den pæne slags. Holdet havde dog fundet den spillemæssigt rigtige tone, og kort efter udligningen var Morten Christensen tæt på 3-2. Langeskovs bedste var den lille Claus Høyer. Han kæmpede som altid en vis legemsdel ud af bukserne, og offensivt var han også tæt på flere gange. Først med en lidt forkølet afslutning med venstreskøjten og derefter, lidt mere kompetent, da han sendte en hammer lige i maven på målmanden.

Morten Christensen (grøn 4) misser føringsmålet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Morten Christensen (grøn 4) misser føringsmålet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Claus Høyer er tæt på med en lidt svag venstrebensafslutning. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Claus Høyer er tæt på med en lidt svag venstrebensafslutning. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Man stod nu og forventede et sejrsmål til hjemmeholdet, men ti minutter før tid gav den indskiftede Morten Møller et varsel om, at Morud ikke var ude af kampen. Hans afslutning strøg på tværs af målet, men det gjorde den ikke fem minutter senere. To gange Thomsen stod for oplægget til kampens afgørelse. Den ellers godt kæmpende Nikolaj fra Langeskov tabte noget løst en bold kort inde på Moruds halvdel. Moruds anfører Mads Thomsen sagde tak, og han førte bolden op i tomrummet bag Nikolaj Thomsen, hvorefter han sendte en perfekt aflevering ud til Morten Møller . Peter Vestergaard gik ud i Møller, som dog køligt udplacerede målmanden til 2-3.

Morten Møller (i kanten af billedet) har sendt sejrsmålet forbi Peter Vestergaard. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Morten Møller (i kanten af billedet) har sendt sejrsmålet forbi Peter Vestergaard. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Trods enkelte spage forsøg i de sidste minutter havde Langeskov mistet troen på point, og i stedet var Morud tæt på at udbygge føringen kort før slut. Jacob Thomsen lobbede bolden over Peter Vestergaard, men efter at have taget græsset kort før målet, hoppede den et par centimeter over. Dermed tog Morud alle tre point efter en kamp, hvor holdene havde hver sin halvleg. Den uheldige Kasper Kristensen mente efter kampen da også, at uafgjort havde været fortjent efter Langeskov flotte comeback. Det havde han ret i, men han var samtidig også ærlig omkring, at 1.halvleg havde været en utilfredsstillende og sløv forestilling.

Jacob Thomsen (lyseblå 6) må se sit lob gå lige over mål, mens målmand Peter Vestergaard har mest travlt med at skælde sit forsvar ud. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jacob Thomsen (lyseblå 6) må se sit lob gå lige over mål, mens målmand Peter Vestergaard har mest travlt med at skælde sit forsvar ud. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Morud sidder nu på en sikker fjerdeplads, mens Langeskov holder sjettepladsen. Begge hold kan derfor spille helt frigjort i de sidste to runder. Morud spiller allerede fredag hjemme mod Allesø, mens Langeskov næste lørdag skal en tur til Marienlyst. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

23: 0-1 Kasper Kristensen (selvmål)
31: 0-2 Jonas Panduro Skærlund
39: 1-2 Morten Christensen
56: 2-2 Jesper Spring Nielsen (str.)
85: 2-3 Morten Møller

Bedste Langeskov-spiller: Claus Høyer

Bedste Morud-spiller: Mads Thomsen

Tilskuertal: 60

Trængsel foran Morud-målet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Trængsel foran Morud-målet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

 

 

 

 

IMG_8670 (Large)

Casper L.Mortensen er meget utilfreds med at se gult. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Casper L.Mortensen er meget utilfreds med at se gult. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

MUNKEBO BK HOLDT SIG PÅ FYNSSERIEKURS

Fodbold: Herrer serie 1 pulje 1, Munkebo BK – FC Broby 4-2 (3-0)

Munkebo vidste før kampen, at Svendborg netop havde slået Kerteminde 2-1, og man kunne derfor kun bruge en sejr, hvis man ville tilbageerobre den oprykningsgivende andenplads. FC Broby var handicappet af afbud, så det lignede en vigtig sejr til hjemmeholdet.

De gulblusede lagde da også ud med et trykkende boldovertag, overfor de meget defensivt indstillede gæster, som i 1.halvleg kun havde ganske få tilløb til organiseret angrebsspil. De første 15 minutter forløb dog uden de helt store muligheder, bortset fra et par hovedstød af Munkebos anfører Mathias Nibe og et vildskud af Brobys Martin Breith Madsen. Efter 17 minutter så man så, hvad hjemmeholdet kan, når det for alvor kører for dem. Anis Cengic sendte Thomas Rasmussen afsted, hans aflevering fandt en fri Mads Kjærgaard, som dog måtte se sit skud reddet af Brobys dygtige reservemålmand Anders Boll.

Mathias Nibe (gul i midten) header snært forbi. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mathias Nibe (gul i midten) header snært forbi. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

I det fantastiske sommervejr dikterede kampens dommer drikkepause efter 22 minutter, og den pause gav Munkebo nye vinger. Straks efter genoptagelsen af spillet, fandt topscorer Mads Kjærgaard sig helt alene mod Anders Boll, og trods en hånd på bolden kunne Boll ikke forhindre Kjærgaard i at score sit sæsonmål nummer 19.

Mads Kjærgaard (udenfor billedet) har sendt bolden forbi Anders Boll til 1-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mads Kjærgaard (udenfor billedet) har sendt bolden forbi Anders Boll til 1-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anis Cengic og målscorer Mads Kjærgaard jubler over føringsmålet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anis Cengic og målscorer Mads Kjærgaard jubler over føringsmålet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Munkebo spillede i resten af halvlegen noget af forårets bedste, og især Anis Cengic spillede en flot kamp. Han har indtil nu været en stor skuffelse hos Munkebo, men i dagens kamp viste han sin berettigelse på holdet. Michel Watson viste som altid forrygende takter på venstrefløjen, og Thomas Rasmussen sled og slæbte, samtidig med han satte sine holdkammerater flot i scene. Efter 29 minutter havde han selv et hovedstød lige over målet, inden Cengic minuttet efter afsluttede et flot angreb med at lobbe Munkebo foran 2-0.

Anis Cengic, kampens bedste spiller, jubler efter sit mål til 2-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anis Cengic, kampens bedste spiller, jubler efter sit mål til 2-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Det blev også 3-0, og det skete efter et angreb, som lignede en gentagelse af angrebet efter 17 minutter. Igen sendte Cengic bolden afsted til Thomas Rasmussen. Denne gang fandt han dagens 100-kamp jubilar Kenneth Aagaard, og han kunne let score til 3-0. Efter denne fremragende afslutning på 1.halvleg, lignede det et Brobyhold, som kunne risikere en alvorlig lussing i 2.halvleg. Sådan skulle det dog ikke komme til at gå.

Kenneth Aagaard (gul, halvt skjult bag hvid seks) har sendt bolden i mål til 3-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Kenneth Aagaard (gul, halvt skjult bag hvid seks) har sendt bolden i mål til 3-0. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Gæsterne fik fra 2.halvlegs start mere greb om bolden, og efterhånden fandt de også frem til et noget farligere spilkoncept. Samtidig trak Munkebo sig tilbage, og det åbnede op for især den teknisk stærke Mads Bertelsen. Efter 55 minutter kom reduceringen, da den netop indskiftede Bao Le stod og tog solbad i det gode vejr. Det udnyttede Morten Breith Madsen til nemt at reducere, og blot otte minutter senere blev det 2-3. Bertelsen løb ganske enkelt fra Morten Nibe, og Nibe så ingen anden udvej end at nedlægge Bertelsen i feltet. Martin Breith Madsen udnyttede den store chance fra 11-meter pletten.

Nu lignede det for alvor et tophold med gummiben. Straks efter opgiversparket pressede Broby igen på langt oppe på Munkebos banehalvdel. Forsvaret sendte et langt befriende spark afsted, og Frederik Sørensen snød fuldstændig det højtstående Brobyforsvar, som forgæves appellerede for offside, da bolden fløj henover hovedet på bageste mand. Sørensen løb alene ned mod Anders Boll, som i første omgang reddede Sørensens svage afslutning. Riposten gik i luften, og her var Sørensen hurtigst opfattende, og fik den skovlet/kæmpet i mål til 4-2.

IMG_8638

Frederik Sørensen (gul) scorer i to forsøg til 4-2. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Frederik Sørensen (gul) scorer i to forsøg til 4-2. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Den scoring ændrede ikke spillets karakter. Broby var stadig på bolden, men i modsætning til tidligere, lignede man ikke længere et hold som troede på sig selv i Munkebos straffesparksfelt. Til gengæld fik Munkebo flere kæmpe kontrachancer, hvor man gentagne gange så sig helt fri mod Boll. Selv et gult kort til Munkebos Jonas Jakobsen ændrede ikke på dette mønster. Især den indskiftede Dennis Filipovic kunne egenhændigt have afgjort kampen. Efter 83 minutter tog han et ryk på 70 meter, hvor han sprintede fra alt og alle. Hans kompetente afslutning sad midt på overliggeren, og spørgsmålet er, om den ikke stadig vibrerer. Lidt senere skød han dog svagt over Brobys mål, da han igen var alene afsted.

Dennis Filipovic (gul) har sendt et slangehug afsted mod overliggeren. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Dennis Filipovic (gul) har sendt et slangehug afsted mod overliggeren. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Frederik Sørensen snød i slutminutterne igen Brobys offsidefælde, men denne gang afsluttede han centimer forbi roden af stolpen. Det sluttede derfor4-2, og med de fortjente tre point satte Munkebo sig igen på andenpladsen. Førerholdet Krarup/Espe vandt 4-3 ude over Irakiske, og med to runder tilbage fører Krarup/Espe med 58 point, foran Munkebo med 53 og Svendborg med 52. Krarup/Espe har derfor kun brug for et enkelt point i holdets sidste to kampe for at rykke op. Næste runde byder på det ultimative topopgør, når Munkebo skal en tur til Krarup/Espe. Svendborg ligner derfor den smilende treer, da de i de sidste to runder skal møde Tåsinge og Marslev, hvilket ligner seks sikre point. Broby møder næste lørdag Ringe i en kamp, hvor Ringe har mest at spille for. Holdet kan definitivt redde sig med en sejr, mens Broby er lunt placeret i rækkens midte.

IMG_8643

Frederik Sørensen er endnu engang alene mod Anders Boll, men chancen bliver brændt. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Frederik Sørensen er endnu engang alene mod Anders Boll, men chancen bliver brændt. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Munkebo havde selvfølgelig håbet på pointtab til Krarup/Espe og Svendborg, men i det mindste kunne de, og alle andre forboldelskere på Fyn, glæde sig over at Krarup/Espe netop vandt over Irakiske, som ingen ønsker i næste års serie 1. Irakiske bliver dog desværre erstattet af FIUK, som ligesom Irakiske optræder på Humlehaveskolen, men især pulje 1 håber på, at FBU viser sig fornuftige og placerer FIUK i næste års pulje 2. Efter den uforståelige ikke-udelukkelse af Irakiske i årets turnering, ville det være en hån mod pulje 1` hold, hvis man igen i 2016-17 skulle blive udsat for det samme blot i skikkelse af FIUK. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

24: 1-0 Mads Kjærgaard
30: 2-0 Anis Cengic
39: 3-0 Kenneth Aagaard
55: 3-1 Morten Breidt Madsen
63: 3-2 Martin Breidt Madsen (str.)
64: 4-2 Frederik Sørensen

Bedste Munkebo-spiller: Anis Cengic

Bedste FC Broby-spiller: Mads Bertelsen

Tilskuertal: 140

Anders Boll var en sikker sidste skanse hos FC Broby. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anders Boll var en sikker sidste skanse hos FC Broby. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

RINGE VANDT MÅLRIG BUNDGYSER I MARSLEV

Fodbold: Herrer serie 1 pulje 1, Marslev G & IF – Ringe BK 3-5 (1-1)

Fredag aften lagde Marslev Stadion grønsvær til skæbnekampen mellem Marslev og Ringe. Begge hold er dybt involveret i nedrykningskampen, og især hjemmeholdet kunne kun bruge en sejr, da holdet indtil nu endnu ikke havde formået at hente tre point i foråret. Bundholdet vidste dog, at man stadig selv kunne afgøre skæbnen, idet man havde et helt vildt gunstigt slutprogram at se frem til. De næste fire kampe ville byde på opgør mod samtlige fire andre nedrykningstruede hold, og første opgave hed altså Ringe.

Asbjørn Bøtker (orange 3) sender et farligt skud afsted i kampens indledning. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Asbjørn Bøtker (orange 3) sender et farligt skud afsted i kampens indledning. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Den første halve time viste da også et hjemmehold i kontrol, og man havde godt fat i Ringes teknisk dygtige individualister. Kampen bød dog ikke på mange chancer, indtil Marslev endelig fik scoret omkring den halve time. Kristian Aunsbak sendte et hjørnespark ind i noget, der lignede Chrisoffer Simonsens nakke. Bolden endte i nettet til en, på det tidspunkt, ok føring.

Christoffer Simonsen (orange med ryggen til målet) har netop sat nakken på bolden til 1-0-føringen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Christoffer Simonsen (orange med ryggen til målet) har netop sat nakken på bolden til 1-0-føringen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Målet blev dog startskuddet til et langt mere determineret Ringe-mandskab og blot seks minutter senere faldt udligningen. Først fik man en god hovedstødschance efter et hjørnespark, og få sekunder senere kunne Andreas Wind Retoft sende bolden i nettet. Fra kanten af straffesparksfeltet overlistede han, med en ikke særlig hård afslutning, Rene Stig Larsen i Marslev-målet. Den ellers dygtige målmand skulle senere vise sig at have en noget sort dag, og især Marslevs problemer omkring dødbolde blev afgørende for Ringes sejr.

Straks inde i 2.halvleg så kampen ud til at blive afgjort. Efter 10 sekunder var det igen Retoft som testede Rene Stig Larsen. Denne gang vandt Larsen og reddede til hjørnespark. På hjørnesparket gik det så galt. Larsen fik ikke ordentligt greb om bolden, og Gunnar Ørum Sørensen havde yderst let ved at prikke bolden i mål. To minutter senere var den igen gal i de oranges felt. Endnu en dødbold, et frispark fra højre side, blev sendt ind i feltet. Fra baglinjen blev den headet tilbage i feltet, blandt andet over en fejlplaceret Rene Stig Larsen, og Nicolaj Franch stod helt blank til en let hovedstødsscoring.

Franch spillede en fremragende 2.halvleg, men efter 52 minutter blev han en momentan skurk. Han fik en 10-minutters udvisning for film, og det ændrede kampens karakter. Sekunder efter udvisningen fik Marslev reduceret, da Ringes anfører Thomas Tjørnelund sendte et flot hovedstød forbi en sagesløs Christoffer Kørschen, som ikke blev levnet en chance af sin egen anfører.

Nicolaj Franch (halvt på knæ) ser gult efter film. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Nicolaj Franch (halvt på knæ) ser gult efter film. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Udligningen faldt kun to minutter senere. Den indskiftede Thomas Jensen gled fri på højrekanten. Han sendte en lidt kikset aflevering bagud i feltet, men afleveringen blev også kikset af Ringes forsvar, og da en meget tøvende Lasse Phillip endelig tog mod til sig, kunne han sende bolden fladt i nettet til 3-3. Derefter udviklede kampen sig til en åben slagudveksling, hvor Ringe dog hele tiden så en anelse farligere ud foran målet. Gunnar Ørum Sørensen fik den største mulighed, da han sendte en bold tæt forbi stolpen.

Lasse Phillip (orange 7) har sendt bolden afsted til 3-3-udligningen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Lasse Phillip (orange 7) har sendt bolden afsted til 3-3-udligningen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Det skulle dog blive Ringe som satte trumf på i kampens slutning. Efter 72 minutter blev det 3-4, da et indlæg fra højrekanten udløste et større klumpspil foran Marslevs mål. Til sidst kunne Poul Eirik Ørum Sørensen sende bolden ind bag Rene Stig Larsen. Den scoring punkterede Marslevs håb og tro på point. Forsvarsgeneral Rasmus Cardel så gult, og det udnyttede gæsterne til at afgøre kampen. Først havde Retoft og Franch en kæmpe dobbeltchance, og efter 83 minutter afgjorde Gunnar Ørum Sørensen endeligt opgøret. Det var dog ikke slut med dramatikken.

Det var desværre dommer Bjarne Foli og linjedommer Benno Bang som stod for den dramatik. Efter en fornuftig 1.halvleg af dommertrioen, overtog de gulklædte desværre hovedrollerne i 2.halvleg. Især Marslev følte sig gentagne gange snydt. Ikke alt hvad man hørte fra trænerbænken og fra tilskuerne var lige kønt, men i kampens slutning forstod man frustrationerne. Rasmus Cardel så nemlig gult for anden gang, da han skulle på banen igen efter at have overstået sin 10-minutters udvisning. Benno Bang vinkede ham ind, men dommeren stod klar med det gule kort, og dermed rødt, da han lige skulle demonstrere en malplaceret magt. Benno Bang virkede derefter handlingslammet og viste en meget uheldig attitude. I stedet for at indrømme fejlen, valgte han tavsheden, og Foli fastholdt derefter det røde kort til Cardel for at løbe på banen uden tilladelse. Den situation kunne have været løst langt bedre. Benno Bangs attitude på linjen i minutterne efter var også under al kritik.

Marslevs nederlag kunne dog ikke undskyldes med dommerfejl. Ringe var ganske enkelt bedre, og især i det konstruktive spil var udeholdets spillere hurtigere, mere effektive og teknisk langt bedre. Marslevs spil lignede i perioder desværre en typisk Premier League kamp, hvor man forsøgte med fight og lange bolde over midtbanen men uden at skabe det sammenspil og de gennemspillede angreb, som Ringe stod for. Årets Marslev-hold har det problem, at forskellen mellem de fem-seks bedste spillere, hvoraf flere har kvalitet til mere end serie 1, og holdets fem-seks dårligste spillere, hvoraf flere kun er gennemsnitlige serie-3-spillere, er alt for stor, og især det konstruktive moment har svære vilkår.

Nederlaget sendte Marslev fem point under stregen. Selv med det gunstige slutprogram ligner det mere og mere en returbillet til serie 2 i holdets tredje sæson i serie 1. Næste kamp er den 4.juni, hvor man gæster Kirkeby. Parolen er igen den samme: Man skal vinde. Ringe rykkede med sejren tre point over stregen, dog med en kamp mere end konkurrenterne. Næste kamp er fredag den 3.juni hjemme mod Tved. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

30: 1-0 Christoffer Simonsen
37: 1-1 Andreas Wind Retoft
46: 1-2 Gunnar Ørum Sørensen
48: 1-3 Nicolaj Franch
52: 2-3 Thomas Tjørnelund (selvmål)
54: 3-3 Lasse Phillip
72: 3-4 Poul Eirik Ørum Sørensen
83: 3-5 Gunnar Ørum Sørensen

Rødt kort: Rasmus Cardel (87)

Bedste Marslev-spiller: Kristian Aunsbak

Bedste Ringe-spiller: Nicolaj Franch

Tilskuertal: 80

LANGESKOV IF TABTE PÅ RUND FØDSELSDAG

Fodbold: Herrer fynsserien, Langeskov IF – Næsby BK 0-3 (0-2)

Langeskov IF fejrede lørdag 90-års fødselsdag. I dagens anledning havde klubben stablet et større arrangement på benene, og det flotte sportsanlæg genlød dagen lang af et utal af glade og stolte stemmer. Den traditionsrige klub viste ganske enkelt, at den består af langt mere end den noget trængte seniorafdeling. Heldigvis hørte man heller ikke de stemmer, som i ugens løb, med utvetydige ord, havde ”bedt” Sportenfyn.dk ikke at nævne de problemer, klubben måtte have.

Redigeret virkelighed er dog ikke Sportenfyn.dk` store styrke, og, ligesom os, har andre medier gennem de seneste år gentagne gange berettet om problemerne. Der er netop nu forståelig fokus på seniorafdelingen, da man i løbet af året har set sig nødsaget til at nedlægge tredjeholdet. Samtidig har andetholdet mistet en del spillere til mere sociale klubber som Birkende og Marslev. Resultatet så man først på eftermiddagen, da holdet tabte i Røde Stjerne. Resultatet beseglede skæbnen i serie 2, og allerede her i femtesidste spillerunde blev nedrykningen til serie 3 altså en kendsgerning. Det sætter ekstra pres på flagskibet i fynsserien, idet det allerede i denne sæson har vist sig, at reserverne langt fra er stærke nok til at gå ind og erstatte afbud eller skadede stamspillere. Heldigvis er netop stammen på fynsserieholdet ganske stærk, men i fremtiden vil den smalle stamme, og den efterhånden notorisk svingende træningsindsats, kunne udvikle sig til et problem.

Andre personer omkring LIF har heldigvis været mindre negative og netop ikke ønsket at skjule seniorafdelingens problemer. Seniorformand Sv.O. Hansen har i det seneste nummer af klubbens blad ”Kontakt” været befriende ærlig: ”Desværre kan vi heller ikke i dette forår mønstre et hold tre i seniorafdelingen, men med en masse nye tiltag, håber vi, at det indenfor en overskuelig fremtid igen kan lade sig gøre. Vi er enige om, hele vejen rundt, at vores seniorafdeling i fremtiden skal køre som en samlet enhed. Vi vil selvfølgelig gerne fortsat spille i Albaniserien og serie 2, men det må absolut ikke være på bekostning af fællesskabet i hele seniorafdelingen” var Sv.O. Hansens ord. Mails til Sportenfyn.dk viser, at enigheden måske ikke når ”hele vejen rundt”, men vi kan kun bakke op om seniorformandens positive og ærlige ord, og LIF har da også tidligere mestret større eller mindre kriser.

I 2015-16 var man i efteråret heldigvis forskånet for de mange skader, og den sammentømrede trup ser derfor ud til, trods et knap så tilfredsstillende forår, at være sikret mindst en flot sjetteplads. Fødselsdagen kunne dermed afsluttes med det spændende topopgør mod rækkens nummer to fra Næsby. Det var faktisk Næsby, som havde revanche til gode, idet LIF i efteråret vandt en imponerende 3-1-sejr i Næsby.

Jesper Spring Nielsen (grøn) forsøger sig i dagens kamp. Foto: Chris Miller
Jesper Spring Nielsen (grøn) forsøger sig i dagens kamp. Foto: Chris Miller

Begge hold var plaget af afbud og skader, men især Mads Rasmussens afbud hos Langeskov var et stort handicap. Rasmussen har været stærkt spillende i foråret, og da en anden af forårets profiler, Rene Andersen, kort inde i opgøret måtte udgå, var det fra første minut op ad bakke for de grønne. Ironisk nok blev første farlige Langeskov-forsøg begyndelsen på holdets nederlag. Frederik Svendsen sendte en bold ind i feltet til Casper Mortensen. Hans forsøg blev dog flot reddet af Næsbys fremragende målmand Mathias Kaae Glintborg. På det efterfølgende hjørnespark satte Glintborg en lynhurtig kontra i gang, og ganske få sekunder efter ramte Næsby stolpen. Bolden blev ikke rigtig clearet, og Maximillian Mikael Rosen fulgte op til 0-1.

Mathias Kaae Glintborg viste høj klasse i Næsby-målet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mathias Kaae Glintborg viste høj klasse i Næsby-målet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Næsby satte sig derefter tungt på begivenhederne. Spillere som Claus Høyer og Nikolaj Thomsen forsøgte på bedste vis at fighte hjemmeholdet tilbage i kampen, men offensivt var man ganske enkelt for harmløse. Næsby styrede begivenhederne, med Lars Spinner Hansen som den store strateg, og det var en fornøjelse at se Alexander Maxwell Genz lave sine tekniske kunststykker. 150-kamps jubilaren Pelle Hansen var centimeter fra at lave selvmål, da han og målmand Peter Vestergaard misforstod hinanden, men efter 23 minutter blev det alligevel 0-2. Genz afsluttede lidt sløvt, men Vestergaard i Langeskov-målet så ikke godt ud og lod bolden trille i nettet.

Resten af opgøret forsøgte Næsby at køre sejren hjem, og man skulle helt hen til opgørets sidste kvarter, før Langeskov for alvor kom til store afslutningsmuligheder foran Glintborgs mål. Straks efter pausen var opgøret nemlig fortsat i samme rytme. Langeskov så lidt mere til bolden, men efter 65 minutter var det alligevel Næsby som igen scorede. Genz sendte et kontrolleret langskud afsted, og Vestergaard kunne kun kigge langt efter den flotte afslutning.

Peter Vestergaard kan kun kigge langt efter bolden, da Alexander Maxwell Genz scorer til 0-3. Vi andre må også kigge efter bolden, da den ligger i nederste hjørne få centimeter uden for linsens rækkevidde). Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Peter Vestergaard kan kun kigge langt efter bolden, da Alexander Maxwell Genz scorer til 0-3. Vi andre må også kigge efter bolden, da den ligger i nederste hjørne få centimeter uden for linsens rækkevidde). Foto: Lars Leerberg Jeppesen

De chancer det store hjemmepublikum havde sukket efter i de første 75 minutter, kom til gengæld i minuttakt i kampens slutning. Claus Høyer, Pirasath Raguslewaran og Morten Christensen forsøgte sig alle, men det var især Nikolaj Thomsen, som indledte sin egen private krig mod Mathias Kaae Glintborg. Trods flere glimrende afslutninger vandt Glintborg i den grad duellen. Til sidst var det kampens helt store Langeskov-spiller, den unge Emil Paaske, som på utrolig vis fik blokeret et forsøg. Det skulle ganske enkelt ikke lykkedes for de grønne at få sat bare en enkelt pind ind, og der var da heller ikke en finger at sætte på Næsbys fortjente sejr.

Emil Paaske (grøn) var Langeskovs helt store profil. Foto: Chris Miller
Emil Paaske (grøn) var Langeskovs helt store profil. Foto: Chris Miller
Emil Paaske. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Emil Paaske. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Langeskov spiller næste gang fredag ude mod Nyborg, og de resterende fire kampe bør give point nok til at holde sjettepladsen. Næsby holder med de tre point stadig andenpladsen, som giver oprykningskampe til Danmarksserien. Med de mange skader og karantæner er det dog tvivlsomt, hvor seriøst man egentlig går efter oprykning. Dagens kamp viste et godt Næsby-hold, men reservebænken var ikke fuldtallig, og flere ældre spillere var kaldt specielt ind til lejligheden. Holdets næste kamp er søndag den 29.maj, hvor allerede nedrykningsdømte Allesø gæster Næsby. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

04: 0-1 Maximilian Mikael Rosen
23: 0-2 Alexander Maxwell Genz
65: 0-3 Alexander Maxwell Genz

Bedste Langeskov-spiller: Emil Paaske

Bedste Næsby-spiller: Lars Spinner Hansen

Tilskuertal: 200

150-kamps jubilar Pelle Hansen ser gult. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
150-kamps jubilar Pelle Hansen ser gult. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Kasper Kristensen (grøn) spillede en god kamp i Langeskovs forsvar. Foto: Chris Miller
Kasper Kristensen (grøn) spillede en god kamp i Langeskovs forsvar. Foto: Chris Miller

MUNKEBO VANDT TAMT LOKALOPGØR

Fodbold: Herre serie 1 pulje 1, Munkebo BK – Marslev G & IF 2-1 (1-0)

Lokalopgøret på Munkebo Stadion stod i krisens tegn. Munkebo mødte frem med tre nederlag i streg, og en suveræn førsteplads var blevet til en nærmest desperat kamp for at holde Svendborg væk fra den oprykningsgivende andenplads. Der havde lydt en del hule undskyldninger over det stramme kampprogram, men er det ikke netop kampe, en spiller træner hen imod? At spille kamp må alt andet lige være sjovere end at træne. Sandheden var nok nærmere, at hele holdet, fra en meget usikker målmand Allan Abrahamsen til de to ineffektive målscorere Dennis Filipovic og Mads Kjærgaard, ganske enkelt havde præsteret langt under niveau i de tabte kampe.

Marslev havde før fredagens kamp haft et endnu værre forår end Munkebo. Fra en placering i midten af rækken var man røget under nedrykningsstregen. Seks hold skal kæmpe om at undgå de fire nedrykningspladser, og i det regnskab var det egentlig kun Vindinge, som umiddelbart så svagere ud end Marslev. To point og kun fem mål var det triste resultat for træner Keld Volders orange tropper i foråret otte kampe, før man mødte op til det vigtige lokalopgør. Det før så sprudlende hold havde i foråret 2016 nærmest opgivet det offensive spil og kun koncentreret sig om at lukke af på egen banehalvdel. Ingen tvivl om at den taktik snart skulle ændres, da kun sejre efterhånden kunne bruges til noget i den lille sympatiske landsbyklub.

Det blev Munkebo som resultatmæssigt kom ud af krisen, men spillemæssigt var det så absolut Marslev som havde mest ære af kampen. 1.halvleg var en kamp om midtbanen, og det var ikke mange gange bolden befandt sig i de to straffesparksfelter. Det var dog Munkebo som kom foran efter 22 minutter. Det skete efter et hjørnespark, som midterforsvarer Admir Begovic hoppede ind i med lidt af et cirkusspring. Der var dog ikke noget cirkus over resultatet, idet Begovic` hovedstød sad utageligt i nettet. Det var tæt på at være eneste farlige Munkebo-forsøg i de første 45 minutter, og i slutningen af halvlegen var det gæsterne som flere gange truede Abrahamsens mål.

Admir Begovic (gul 14) har headet bolden i nettet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Admir Begovic (gul 14) har headet bolden i nettet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Admir Begovic (venstre) jubler efter sin scoring. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Admir Begovic (venstre) jubler efter sin scoring. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Største chance kom efter 40 minutter, da Thor Have fik sæsonens største mulighed. Kristian Aunsbak tog et raid på højrekanten, og med en perfekt aflevering sendte han bolden ind i feltet. Her stod Have totalt blank fem meter fra stregen. I stedet for blot at skubbe bolden forbi den ubeslutsomme Abrahamsen, forsøgte Have at tæmme bolden, hvilket mislykkedes. Kort efter skød Bjørn Gripping snært over, og Aunsbak sluttede af med et farligt frisparksforsøg.

Kristian Aunsbak (orange 10) sender et frispark snært forbi mål. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Kristian Aunsbak (orange 10) sender et frispark snært forbi mål. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Fire minutter inde i 2.halvleg fik Marslev så løn som fortjent. Mathias Nibe fejlbedømte en forholdsvis ufarlig bold i kanten af Munkebos straffesparksfelt. Han fejlbedømte også Aunsbaks ellers velkendte styrke, og Aunsbak tog legende let bolden fra Nibe og placerede den udenfor Abrahamsens rækkevidde til den fortjente udligning.

Det var til tider ganske svært at gennemskue træner Johnny Hansens ide med Munkebos taktiske opstilling. Der manglede struktur og konstruktive ideer, og det var derfor noget overraskende, da holdet igen bragte sig foran. Filipovic havde indtil det 58. minut mest været involveret i en række ufarlige nærkampe med Marslevs forsvar, men pludselig stod han totalt blank, da et indlæg svævede over hovedet på alt og alle. Filipovic sagde tak og headede hjemmeholdet foran.

Dennis Filipovic (gul) blev matchvinder. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Dennis Filipovic (gul) blev matchvinder. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

De to holds situation taget i betragtning burde målet have lukket kampen, men Munkebo fandt ganske enkelt ikke ind til tidligere kampes suveræne spil. I stedet troede Marslev fortsat på chancen, og blandt andre Mads Immerkær og Ulrik Kristensen fik chancen for at udligne. I den anden ende var det fornærmende, hvor lidt man så til den tidligere divisionsspiller Anis Cengic. 12 minutter før tid fik han dog chancen, men symptomatisk for hans kamp, sendte han det store tilbud langt over mål.

Mads Immerkær brænder for Marslev. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Mads Immerkær brænder for Marslev. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anis Cengic "kronede" sin dårlige indsats med et dumt gult kort. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anis Cengic “kronede” sin dårlige indsats med et dumt gult kort. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

I slutfasen pressede gæsterne på for et overraskende point, men det blev Dennis Filipovic som fik sidste mulighed. Hans kompetente afslutning blev dog fistet på overliggeren af Marslevs målmand Rene Stig Larsen. Dermed forblev de ikke helt fortjente tre point i Munkebo, og man forsvarede dermed også andenpladsen. Marslev havde fortjent mere i det meget tamme lokalopgør, men med nederlaget er man stadig tre point under stregen, inden holdet næste fredag tager imod Ringe i en rigtig bundgyser. Munkebo har næste lørdag en svær kamp ude mod subtopperne fra Tved.

Hele 160 tilskuere så lokalopgøret i det dejlige vejr, en kamp som desværre til tider lignede en søvnig serie-2-kamp, hvor såvel tempo som målchancer var en sjældenhed. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

22: 1-0 Admir Begovic
49: 1-1 Kristian Aunsbak
58: 2-1 Dennis Filipovic

Bedste Munkebo-spiller: Admir Begovic

Bedste Marslev-spiller: Kristian Aunsbak

Tilskuertal: 160

FIUK OG DBU FYN ØDELÆGGER DANSK FODBOLDKULTUR

Fodbold: Herre serie 2 pulje 2, Birkende BK – FIUK ?-? (1-4)

Birkende har været sæsonens helt store overraskelse i serie 2. Oprykkerne var ikke spået mange chancer for at overleve, da truppen fra start lignede sig selv fra katastrofesæsonen 2013-14, hvor man kun formåede at tilspille sig 12 point i klubbens seneste sæson i serie 2. 2015-16 har da også vist et hold, hvor der er himmelvid forskel i det spillemæssige niveau på bedste og dårligste spiller. Marginalspillerne har kun middelmådig serie 4-klasse, så den store forskel på 2013-14 og 2015-16 kan derfor let placeres: Michael Kjærulf og Nicolai Frederiksen. Kjærulf er blevet rykket ned som sekser, hvor hans store løbepensum og overblik gør underværker.

I front har man den med afstand bedste angriber i serie 2, den unge Nicolai Frederiksen, og netop Frederiksen har scoret et hav af mål i 2015-16. Han har talentet til at blive divisionsspiller, men lige nu må de øvrige serie 2-hold altså stadig se ham på Birkendes hold. Hans overlegne fysik, teknik og hurtighed betyder desværre også, at han ganske tit bliver indblandet i ballade med modspillere og dommere. Modspillerne ser som oftest kun Frederiksens fodsåler, mens dommerne alt for ofte mangler overblik, og ganske enkelt for tit mangler forståelse for især Frederiksens fysik og hurtighed. Hans egen store svaghed er temperamentet, når begivenhederne på banen går i en skæv retning.

Sæsonen har dog budt på det ene fremragende resultat efter det andet. Enkelte gange er kæden dog knækket hos holdets marginalspillere, hvilket har medført nogle kæmpe nederlag, men generelt har resultaterne været fremragende, og det afspejler den sensationelle sjetteplads da også. Senest er det på skift gået ud over de to tophold fra Kildemosen og Fraugde.

Onsdag var det så rækkens nuværende tophold fra FIUK der gæstede Birkende Stadion, og som faktisk havde revanche til gode efter Birkende-sejr på 6-4 i den omvendte kamp. Michael Kjærulf brillerede med et hattrick i den kamp. FIUK er i øvrigt en interessant størrelse i serie 2. For en del fodboldinteresserede på Fyn er de kendt, som den klub Irakiske ”bytter” spillere med, når de faktisk burde være i karantæne. Det er kun DBU Fyn, som forsøger at spille uvidende, og det bliver derfor ganske interessant, hvis begge Humlehaveskole-hold skal spille serie 1 i 2016-17: Vil de to klubber forsøge at få lagt programmet, så de ikke spiller samtidigt, og vil DBU Fyn igen lukke øjnene og atter tillade disse brud på karantæne- og spillercertifikatreglerne? DBU Fyn har i de senere år desværre vist politisk korrekthed af værste skuffe, og man kan kun frygte det værste. Sportenfyn.dk havde derfor valgt ikke at nævne navne på aftenens FIUK-spillere og eventuelle målscorere, da usikkerheden om rigtigheden af navnene ville være alt for stor. Den beslutning blev desværre overhalet af kampens begivenheder.

Nicolai Frederiksen er blevet nedlagt i feltet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Nicolai Frederiksen er blevet nedlagt i feltet. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Allan Andreasen udnytter straffesparket. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Allan Andreasen udnytter straffesparket. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Michael Kjærulf havde meldt afbud til kampen, og fra start lagde FIUK et tungt pres på Birkende. Det blev burtigt 0-2, inden Nicolai Frederiksen fremtvang et straffespark, som Allan Andreasen udnyttede. Derefter sad FIUK igen på opgøret, og efter 37 minutter var stillingen 1-4. På det tidspunkt forlod Sportenfyn.dk opgøret, da begivenhederne på og udenfor banen desværre ikke havde meget med den dejlige fodboldsport og dansk (fodbold)kultur at gøre. FIUK var langt det bedste mandskab, men alligevel oplevede man vildere og vildere protester og overdrevne følelsesmæssige udbrud. Dommeren tillod samtidig alt for længe at 20-25 personer fra FIUK opholdt sig indenfor banderne, løb henover banen og i det hele taget ikke tog hensyn til noget eller nogen.

FIUK` og tilhængernes opførsel var helt uacceptabel. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
FIUK` og tilhængernes opførsel var helt uacceptabel. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Dommeren var alt for længe om at skride ind. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Dommeren var alt for længe om at skride ind. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Sportenfyn.dk er drevet af kærlighed til sport, og vi tager skarpt afstand fra klubber som FIUK og Irakiske. Derfor stopper reportagen om aftenens kamp efter 1.halvleg. Desværre må vi også konkludere, at DBU Fyn intet gør for at stoppe det angreb på den danske fodboldkultur som blandt andet disse to klubber står for. Vi må endvidere konstatere, at denne kamps udvikling, skræmmende nok, langt fra er det værste Sportenfyn.dk har oplevet med FIUK og Irakiske. (Lars Leerberg Jeppesen)

LANGESKOV IF FIGHTEDE SIG TIL SEJR OVER OTTERUP

Fodbold: Herrer fynsserien, Langeskov IF – Otterup B & IK 1-0 (0-0)

Foråret har været lidt af en katastrofe for Langeskov IF. Klubben har opgivet at stille med et tredjehold, og andetholdet er så godt som dømt til nedrykning fra serie 2. Flagskibet i fynsserien har ligeledes haft et skidt forår med kun ni point i otte kampe. I efteråret var holdet den helt store sensation i fynsserien, da man hentede hele 31 point i 15 kampe og lagde sig på en fornem tredjeplads. I mellemtiden er tidligere tiders uforståelige ”tradition” med masseafbud til såvel træning som kamp desværre genopstået, og træner Thomas Thorhøj har sågar måtte aflyse en træning grundet manglende spillertilslutning. Den situation er helt uhørt i fynsserien, og Thorhøj har, måske derfor,  valgt at stoppe i klubben efter sæsonafslutningen.

Langeskov IF har dog formået at finde en kvalificeret afløser, da næste sæsons træner bliver Claus Udengaard, som har formået at føre B 1913 frem til en suveræn førsteplads i fynsserien. Det er derfor paradoksalt at årstalsklubben i sidste uge valgte at fyre den succesrige træner, og det kun syv kampe før man ser ud til at kunne fejre en stensikker oprykning til danmarksserien. Udengaard er i besiddelse af A-licensen, og han blev senest kåret som årets træner 2015 af DBU Fyn. Begrundelsen for hæderen var, at han blandt andet havde formået at opveje den store spillerafgang hos B 1913 ved at få det bedste ud af unge talenter. Des mere underligt forekommer fyringen her kort før den formodede oprykning. I Langeskov ser man dog forståeligt nok frem til Udengaards start, men det kan blive svært for ham at få bugt med flere års manglende træningsdisciplin og useriøse afbud til såvel træning som kampe.

Claus Udengaard er ny træner i Langeskov for sæsonen 2016-17. Foto: Chris Miller
Claus Udengaard er ny træner i Langeskov for sæsonen 2016-17. Foto: Chris Miller

Dagens modstander for den betrængte klub fra Langeskov var himmelstormerne fra Otterup. Grundet det flotte efterår var det stadig en nøglekamp for det grønklædte hjemmehold, hvis man skulle sætte sig på fjerdepladsen. Gæsterne havde været forrygende spillende i foråret, 16 point i otte kampe, og senest pulveriserede man Marienlyst med 12-0. Hjemmeholdets tilskuere var derfor en kende nervøse før kampens første fløjt.

De bange anelser skulle dog, som kampen skred frem, blive gjort til skamme. Thomas Thorhøj havde indstillet sit hold til en utrolig defensiv indstilling. Opstillingen hed nærmest 3-6-1, hvor man endda skulle kigge langt efter den enlige angriber. Langeskovs spil i 1.halvleg var da også lige så kedeligt som Atletico Madrids, men i det mindste fightede de 11 grønne spillere, det bedste de havde lært.

Otterup var dog totalt spildominerende, og det lignede en overmatching af hjemmeholdet. Otterups spillere var lynhurtige og holdet var ganske enkelt en teknisk nydelse. Især Jonas Villemoes gjorde, som det passede ham, og egentlig kunne udeholdet kun være utilfreds med en ting: De skabte så at sige ingen chancer. Største mulighed kom efter 11 minutter, da en godt spillende Peter Vestergaard i Langeskov-målet måtte vise hele sin kunnen. Først trykkede Villemoes af, og på riposten måtte Jeppe Egdal Davidsen give fortabt overfor Vestergaard. Langeskovs offensiv var tæt på at være en fornærmelse i 1.halvleg, og et mislykket indlæg af Rene Andersen på overliggeren var alt, hvad de præsterede.

Rene Andersens mislykkede indlæg tager overliggeren. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Rene Andersens mislykkede indlæg tager overliggeren. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

I pausen stod man faktisk med bange anelser på hjemmeholdets vegne, da Otterups pres havde været så stort, at det på et tidspunkt burde give udbytte. Heldigvis for Langeskov havde forsvaret en fantastisk dag. Morten Christensen, Kasper Kristensen og især en storspillende Mads Rasmussen valgte alle den vejrmæssigt fantastisk flotte fodboldaften til at vise deres bedste sider.

Kasper Kristensen redder i sidste øjeblik. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Kasper Kristensen redder i sidste øjeblik. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Otterup indledte alligevel 2.halvleg, som om man ikke havde holdt pause, og efter 52 minutter var Jeppe Egdal Davidsen millimeter fra at score. Hans flade afslutning strøg dog centimeter forbi stolpen. Minuttet senere krævede publikum straffe til Langeskov, men tacklingen af Pirasath Raguslewaran var helt ren. Efter en time begyndte kampen så at ændre karakter. Otterup blev mere og mere frustreret over deres ufarlige dominans, og Langeskov begyndte minsandten at færdigspille flere og flere omstillinger til chancer.

Jeppe Egdal Davidsen sparker forbi stolpen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Jeppe Egdal Davidsen sparker forbi stolpen. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Veteranen Claus Høyer var første spiller hos Langeskov med et par farlige afslutninger. Først sparkede han lige på Anders Damsgaard i Otterup-buret, og den helt åbne ripost sendte Raguslewaran himmelhøjt over mål. Kort efter tog Høyer et 60 meter løb, men afslutningen gik lige over målet. Otterup skabte stadig ingen åbne chancer, og lidt efter lidt anede man muligheden for point til hjemmeholdet.

Bedste mulighed for gæsterne havde igen Davidsen, da han måtte se et hovedstød reddet en meter fra stregen. Vestergaard udstrålede stadig en usædvanlig ro i målet, og holdkammeraterne begyndte så småt også at tro på gevinst. Offensiven viste sig mere og mere, og efter 82 minutter faldt den snart ikke så ufortjente føringstræffer. Pirasath Raguslewaran tog en af sine succesrige dribleture, hvor han afsluttede med at sende bolden på stolpen. Angrebet fortsatte dog, og i det efterfølgende klumpspil kunne Nikolaj Thomsen sende bolden i nettet.

Peter Vestergaard var sikkerheden selv i Langeskovs mål. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Peter Vestergaard var sikkerheden selv i Langeskovs mål. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Otterup fortsatte i samme trædemølle, men man kom ganske enkelt ikke frem til de store chancer. I kampens sidste sekunder blev Vestergaard endelig passeret, men en forsvarer reddede på stregen, og så kunne jublen bryde løs hos Thorhøjs tropper. Sejren var efterhånden ganske fortjent, når man så på chancer og fight. Spillemæssigt var det en sløj omgang, men med kynisme og kamp når man langt, og resultatmæssigt gav Thorhøjs defensive Atletico Madrid-indstilling altså pote, og set i bakspejlet altså også en ganske fortjent pote. Otterup har dog kun sig selv at takke for nederlaget. Man var hurtigere og teknisk overlegne, men målchancer skabte man ikke mange af. Målmand Anders Damsgaard var faktisk ene mand om at skabe panik i Langeskovs forsvar, da han gik med frem i dommeren tillægstid.

Målmand Anders Damsgaard skabte lidt panik i Langeskovs felt i slutminutterne. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Målmand Anders Damsgaard skabte lidt panik i Langeskovs felt i slutminutterne. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Med sejren lagde Langeskov sig igen på fjerdepladsen, og allerede fredag skal den forsvares, når man møder OB på udebane. Otterups gode stime endte altså en smule brat, men holdet har mulighed for at revanchere sig på lørdag, når Allesø, et af rækkens bundhold, kommer på besøg. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

82: 1-0 Nikolaj Thomsen

Bedste Langeskov-spiller: Mads Rasmussen

Bedste Otterup-spiller: Jonas Villemoes.

Tilskuertal: 110

Foto: Lars Leerberg Jeppesen

IMG_8508 (Large)

IMG_8511 (Large)

IMG_8512 (Large)

IMG_8515 (Large)

IMG_8517 (Large)

IMG_8518 (Large)

IMG_8519 (Large)

IMG_8523 (Large)

IMG_8526 (Large)

IMG_8533 (Large)

FC BROBY SENDTE MARSLEV MOD BUNDEN

Fodbold: Herrer serie 1 pulje 1, Marslev G & IF – FC Broby 0-2 (0-0)

Før dagens kamp var det et mere og mere desperat Marslev-mandskab som i den grad trængte til forårets første sejr. Den dårlige forårsstart havde sendt holdet i betænkelig nærhed af nedrykningsstregen, så en sejr over et FC Broby-mandskab, som lå lige over Marslev i tabellen, ville være guld værd. Rækken så ligeledes ud til at være ved at knække netop mellem Broby på ottende- og Marslev på niendepladsen, hvilket kun gjorde opgøret til et rigtigt nøgleopgør.

Marslevs træner Keld Volder havde fra start valgt en utrolig forsigtig tilgang til opgøret. Broby fik næsten uden kamp overladt hele initiativet, og 1.halvleg foregik stort set på Marslevs banehalvdel. Det førte til et hav af hjørnespark og indlæg fra kanterne, men heldigvis for hjemmeholdet var målmand Rene Stig Larsen en stensikker sidste skanse. Så trods den massive spilovervægt blev det kun til en enkelt rigtig stor chance til gæsterne, da Frederik Ellegaard kort før pausefløjtet headede et hjørnespark lige over.

Frederik Ellegaard header lige over. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Frederik Ellegaard header lige over. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Ellers lagde man mest mærke til et ekstremt usikkert hjemmehold, som ikke fik mange boldstafetter til at løbe. ”Vis nu lidt mere udstråling” var Volders fortvivlede ord, og de orange lignede da også en flok spillere uden lyst til at have bolden.

2.halvleg blev mere lige, og det hjalp, at Volder straks skiftede til en more offensiv opstilling. Der blev lagt et større pres på Brobys midtbane, men igen kneb det med at tilspille sig chancer. Faktisk skulle man helt hen til det 62. minut, før Marslev fik deres første og faktisk eneste store mulighed i kampen. Anfører Kristian Aunsbak flugtede i perfekt stil på Brobys målmand Benjamin Foged, som dog reddede i flot stil. Returen sendte Thor Have ved siden af buret.

Anfører Kristian Aunsbak (Orange 10) sender en perfekt flugter afsted. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Anfører Kristian Aunsbak (Orange 10) sender en perfekt flugter afsted. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Et kvarter før tid blev kampen afgjort, da Broby endelig fik overlistet Rene Stig Larsen og de andre Marslevforsvarere. Typisk skete det efter endnu en dødbold, da et hjørnespark medførte lidt af en klumpspilssituation. Forsvareren Morten Breith Madsen tog endelig mod til sig, og tæt under mål fik han sendt bolden i mål. Tre minutter senere var det endelig slut for Marslev, da den indskiftede Michael Kristensen fik alt for let spil i feltet, og uden problemer kunne sende en flad bold forbi Rene Stig Larsen.

Morten Breith Madsen (Lyseblå til venstre) scorer til 0-1. Foto: Lars Leerberg Jeppesen
Morten Breith Madsen (Lyseblå til venstre) scorer til 0-1. Foto: Lars Leerberg Jeppesen

Brobys gevinst kom aldrig senere i fare, og man må ganske enkelt konstatere, at Marslev ligner en nedrykker, idet offensiven i den grad halter. Defensiven, med en godt spillende Rasmus Cardel i spidsen, ser såmænd fornuftig nok ud, men hvis man ikke bliver mere modig i offensiven i de resterende kampe, ser det sværere og sværere ud i bunden af rækken. Man holdt niendepladsen, men med kun et enkelt point ned til en nedrykningsplads og hele syv point op til en ottendeplads peger pilen kun en vej. Broby kravlede med sejren op på sjettepladsen, men med ni point til nedrykningsstregen og 12 point op til en oprykningsplads bliver resten af sæsonen nærmest opvarmning til 2016-17.

Marslev spiller næste gang den 7.maj, hvor der venter en meget svær opgave ude mod Krarup/Espe. FC Broby spiller ligeledes den 7.maj, hvor Tved kommer på besøg. (Lars Leerberg Jeppesen)

Matchfacts:

72: 0-1 Morten Breith Madsen
75: 0-2 Michael Kristensen

Bedste Marslev-spiller: Rene Stig Larsen

Bedste FC Broby-spiller: Nickolaj Hardt Rasmussen

Tilskuertal: 40

Foto: Lars Leerberg Jeppesen

IMG_8473 (Large)

IMG_8492 (Large)

IMG_8494 (Large)

IMG_8496 (Large)